Nu må dæmoniseringen af Israel stoppe !!!

Verdens medier retter en bølge af hyklerisk kritik mod Israel, skriver den franske intellektuelle Bernard-Henri Lévy.

Den dag israelske soldater bordede skibene med forsyninger til Gaza, sagde jeg under en ophedet diskussion med en af Benjamin Netanyahus ministre i Tel Aviv, at det var en tåbelig måde at angribe ’Mavi Marmara’ og de øvrige skibe i konvojen på ud for Gazas kyst.

Og inspektionen af det syvende skib – der foregik helt uden vold sidste lørdag morgen – har fjernet enhver tvivl om, at Israel kunne have optrådt på andre måder og dermed undgået at gå i den taktiske og PR-mæssige fælde, som provokatørerne fra Free Gaza-bevægelsen havde sat op, og samtidig undgå blodsudgydelser.

Når det er sagt, skal det også understreges, at den bølge af hykleri, illoyalitet og misinformation om affæren, som tilsyneladende blot har ventet på et påskud til at strømme ud i verdens medier, er helt uacceptabel. Men sådan er det, hver gang den jødiske stat snubler og begår fejl.

Det gentages i det uendelige, at blokaden af Gaza er indført af Israel. Men besidder man et minimum af hæderlighed, er man nødt til at slå fast, at denne blokade er indført i fællesskab af Israel og Egypten langs de to landes grænser til Gaza, og at alle de moderate arabiske regimer stiltiende accepterer den.
Når man siger, at blokaden er indført af Israel alene, kan det kun beskrives som misinformation. De moderate arabiske regimer er selvfølgelig mere end tilfredse med, at andre inddæmmer indflydelsen fra denne bevæbnede enklave, denne fremskudte base og måske en skønne dag: dette militære brohoved for Iran i regionen.

Påstanden om en »total og nådesløs« blokade  og om, at »menneskeligheden er taget som gidsel« i Gaza (den tidligere franske premierminister Dominique de Villepin i avisen Le Monde samme dag), er også misinformation.
Vi skal hele tiden minde hinanden om følgende: Blokaden omfatter kun våben og de materialer, der kan bruges til at fremstille våben. Blokaden forhindrer ikke, at der dagligt ankommer mellem 100 og 120 lastbiler via Israel med fødevarer, medicin og humanitært udstyr af enhver art. Menneskeligheden er ikke ’truet’ i Gaza, og det er løgn at påstå, at folk dør af sult i gaderne i Gaza By.

Det kan diskuteres, om en militær blokade er den rette strategi for at svække og en dag vælte Ismail Haniyehs fascislamistiske regering. Men det er misinformation, når der er total tavshed verden over om Hamas’ utrolige holdning, nu da konvojen har udført sin symbolske handling – at fange den jødiske stat i en fælde og intensivere dæmoniseringen til et hidtil uset niveau. Med andre ord: Nu, hvor israelerne har gennemført deres inspektion og sendt lasten af nødhjælp til dem, den angiveligt var tiltænkt, blokerer Hamas for selv samme hjælp ved kontrolposten Kerem Shalom, hvor den står og rådner op. Det får vi ikke at vide.

For til helvede med varer, der er gået gennem det jødiske toldvæsens hænder! Væk med det legetøj, som fik tårerne frem i øjnene på godhjertede europæere, men som blev urent efter at have stået i timevis i den israelske havneby Ashdod! Gazas børn er blevet udnyttet som et menneskeligt skjold – eller kanonføde eller lokkemad til medierne – af den islamistiske bande, der med vold greb magten for tre år siden. Børnenes leg eller deres ønsker er det sidste, nogen tænker på i Gazastriben, men hvem siger det højt? Hvem viser det mindste tegn på indignation?

Libération havde en forfærdelig overskrift for nylig – ’Israel, Piratstaten’ – der, hvis ord stadig betyder noget, kun kan bidrage til at undergrave den jødiske stats legitimitet. Hvem har modet til at forklare, at hvis der findes en gidseltager i Gaza, én, der iskoldt og skruppelløst udnytter menneskers, og især børns, lidelser, så er det ikke Israel, men Hamas.

Der blev også givet en latterlig, men i en strategisk sammenhæng katastrofal misinformation i den tale, som Tyrkiets ministerpræsident holdt i Konya i det centrale Tyrkiet. Ham, som selv fængsler enhver, der offentligt nævner folkemordet på armenierne, men som ikke desto mindre havde den frækhed at stå og fordømme »Israels statsterrorisme« foran tusinder af rasende demonstranter, der råbte antisemitiske slagord.

Og mere misinformation: klagesangen fra de nyttige idioter, der er faldet i kløerne på de såkaldte humanitære kræfter, som i den tyrkiske organisation IHH’s tilfælde er jihadbegejstrede, antiisraelske og antijødiske dommedagsfanatikere – både mænd og kvinder – som få dage før episoden gav udtryk for deres ønske om at »dø som martyrer« (The Guardian, 3. juni; Al Aqsa TV, 30. maj).

Hvordan kan en forfatter af svenske Henning Mankells kaliber tillade, at han bliver udnyttet på denne måde?

Når han fortæller os, at han overvejer at forbyde, at hans bøger bliver oversat til hebraisk, hvordan kan han så glemme den ukrænkelige skelnen mellem en dum eller stædig regering og de masser, der ikke identificerer sig med den?
Hvordan kan en biografkæde (Utopia) i Frankrig på samme måde finde på at aflyse premieren på filmen ’Five Hours from Paris’, simpelthen fordi manuskriptforfatteren og instruktøren, Leonid Prudovsky, er israelsk statsborger?
Og de hyklere, der kritiserer Israels afvisning af kravet om en international undersøgelse af affæren, spreder også misinformation. Sandheden er, igen, langt enklere og mere logisk: Det, Israel afviser, er den undersøgelse, der er ønsket af FN’s Menneskerettighedsråd – et organ, som styres af stolte demokrater fra Cuba, Pakistan og Iran. Israel vil undgå en procedure af samme slags, som resulterede i den berømte Goldstone-rapport om krigen i Gaza.
De fem dommere i den kommission – hvoraf fire aldrig havde lagt skjul på deres militante antizionisme – brugte kun få dage på at sammenflikke 575 siders interview med palæstinensiske militsfolk og civile, og interviewene var gennemført under nøje tilsyn fra Hamas’ politiske kommissærer. Det var et hidtil uset kætteri under den form for arbejde.

En sådan useriøs undersøgelse ville blot blive en parodi på international retssikkerhed, og det kan Israel ganske enkelt ikke stå model til. Konklusionerne ville være kendt på forhånd og ville som sædvanlig medvirke til at placere regionens eneste og unikke demokrati på anklagebænken uden medanklagede.

Jeg er selv stolt af at have været med til symbolske hjælpeaktioner (båden til Vietnam, marchen for overlevelse i Cambodja i 1979, diverse antitotalitære boykotter og, senest, aktionen ved Sudans grænse for at bryde den blokade, der skjulte massakrerne i Darfur).

Jeg er med andre ord selv militant aktivist, når det gælder humanitære indgreb og den dertil hørende medieopmærksomhed, men der er noget karikeret og skæbnesvangert ved hele denne ynkelige historie.

Men så meget desto mere grund er der til ikke at give op. Til at tage afstand fra, at man forveksler genrerne og vender op og ned på værdierne. Det er en forvirret tid, hvor vi bekæmper demokratier, som var de diktaturer eller fascistiske stater. Denne syndflod af had og vanvid handler om Israel. Men den truer også nogle af de mest værdifulde ting, der er skabt gennem de seneste 30 års udveksling af ideer, særligt på venstrefløjen.

Så er det sagt!





Kilde: http://politiken.dk/debat/article993050.ece