DBU giver rettigheder til muslimer, som nægtes os "vantro".

Midt i denne VM-tid har Dansk Boldspil-Union (DBU) gjort sig uheldigt bemærket i en ganske anden sammenhæng. Det drejer sig om fodbold og religion. Det internationale fodboldforbund FIFA har indskærpet, at fodboldspillerne ikke må bære religiøse symboler på banen. Det støttes af DBU, hvis kommunikationschef Lars Berendt siger: ”Fodbold er universel, og derfor skal den være fri for religiøse og politiske markeringer.” (Kristeligt Dagblad 17.6.) 

Tørklæde er er del af islam

Fornuftigt princip. Problemet er bare, at DBU ikke selv overholder det. Her gælder princippet kun for ikke-muslimer, mens muslimske piger må bære et meget synligt religiøst symbol i form af tørklæder.
Berendt forsøger sig lidt med et argument om, at tørklædet for mange muslimske piger er en del af kulturen og ikke nødvendigvis et spørgsmål om tro. Søforklaring. Tørklædet er et islamisk symbol. Sådan opfatter langt de fleste muslimer det (se: Gallup Coexist Index 2009). Enhver islamisk lærd vil sige, at tørklædet er en del af islam. 

Principløst rod

Men Berendt har også en anden forklaring: Muslimske forældre vil ikke give deres døtre lov til at spille fodbold uden tørklæde. Man må forstå, at FIFA’s regler kun gælder for dem, der ikke er meget imod at følge dem! Berendt begrunder dette principløse rod med, at det vil skade integrationen, hvis muslimer skal følge de fælles regler. Jaså? Her gik jeg og troede, at integration går ud på, at man tilegner sig de regler, som gælder i det land, man er blevet en del af. Islam må blive dansk, Danmark skal ikke blive islamisk.
Jo, det er synd for de muslimske piger, der kommer i klemme, fordi deres forældre ikke vil indrette sig på danske regler. Men dette er en kamp, og den kamp må tages. 

Nej til særregler

Nogle muslimer søger at presse de europæiske samfund til at bøje sig for islams regler. Hvis man ikke står fast, bliver det skruen uden ende med nye krav på nye områder. Det er et grundprincip i vores samfund, at der gælder samme regler og samme rettigheder for alle uanset baggrund. Nej til muslimske særregler.

Franske erfaringer er interessante: 

I 2004 kom den såkaldte Obin-rapport fra det franske undervisningsministerium. Den viste, at skolerne i nogle områder var under kraftigt pres fra radikale islamistiske kræfter for at bøje sig for islamiske regler. Rapporten konkluderede, at de skoler, som gav efter, kun fik nye krav og nye problemer, mens det gik langt bedre på de skoler, der stod fast på gældende regler.
Da Frankrig indførte et forbud mod, at skoleelever bærer religiøse symboler i skolerne, udløste det ballade og dommedagsprofetier om ødelagt skolegang for de muslimske piger. Men faktisk er det gået uden store problemer. Muslimerne endte med at indrette sig. 

Trussel for integrationen 

Bag DBU’s selvmodsigelser ligger en holdning, som gør sagen til mere end en lille diskussion om fodbold. Denne holdning er præget af en selvforagtende iver efter at forsikre de muslimske indvandrere om, at vi jo ikke tager vores egne værdier alvorligt – så de skal bare mase på med deres værdier.
Hvis vi ikke tager vores egne værdier alvorligt, går det helt galt med integrationen. Til vores værdier hører, at man ikke diskriminerer ved at give nogle grupper rettigheder, som andre ikke må få. Dansk Boldspil-Union diskriminerer.


Kilde:  http://jp.dk/opinion/pittelkow/article2104076.ece